Spejderne sad og hyggesnakkede rundt om bålets gløder, pludselige kom Thomas farende.

Han skulle forestille en dreng på 12 år, der hed Nicolas. Han fortalte, at han havde talt med Gud, som havde sagt, at vi børn skulle tage til Jerusalem og hjælpe de såkaldte ''vantro'',

så de kunne slå øjnene op for kristendommen. Nicolas/Thomas gav os besked på at lave en halskæde med et kors, så man kunne se, at vi troede på Gud.
Vi skulle lave en form for bylt, som skulle indeholde tre flasker vand, to tændstikker og brød,
så vi ikke skulle sulte og tørste på den lange rejse fra Köln til Jerusalem.
I fællesskab tog vi af sted, men da vi var noget et godt stykke stødte vi ind i en præst/Christian.

Han kom med en masse spørgsmål, og vi svarede rigtigt på nogle af dem, men det mente han ikke var godt nok! Så vi skulle grave vores egen grav, hente sten og hugge brænde. Det var meget hårdt at grave med en spade, der kun havde et halvt skaft!
Men til sidst fik vi lov til at gå videre sammen med Nicolas/Thomas. Det, vi ikke vidste, var, at vi skulle stå ansigt til ansigt med skæbnen. Men intet er umuligt, for den der bære viljen i hjertet!
Så vi blev egentlig ikke bange for at se Døden/Rasmus stå nede i kløften, indtil vi fandt ud af den fare, der var ved at spille med hans ''skæbneterning''.

Senere på dagen mødte vi en pave/Sofie, som mente, at det vi havde gjort var sygt og forkert, og at vi skulle tage hjem til vores forældre og bygge en kirke, så det gjorde vi.
Det så meget sjovt ud med al den akrobatik, da der blev bygget. Christian og nogle andre kravlede rundt deroppe og bandt det hele sammen, mens en flyvemaskine fløj over himlen.